Børn, der lider af traumatisk reaktioner og traumatisk stress, er dem, der har været udsat for et eller flere traumer i løbet af deres liv og udvikler reaktioner, der varer ved og påvirker deres dagligdag efter at begivenhederne er afsluttet. Årsagerne findes typisk i hjemmet som manglende eller udfordrende følelsesmæssige relationer til omsorgsgiver og/eller i familie dynamikken, herunder fysiske og psykiske overgreb - og findes også typiske i barnets relationer til ydre nærmiljø fx i skole og fritidsaktiviteter.
En traumatisk begivenhed kan være en skræmmende, farlig eller voldelig begivenhed, der udgør en trussel mod et barns liv eller kropslige integritet. Også at være vidne til en traumatisk begivenhed, der truer liv eller fysisk sikkerhed for en af barnet elsket person, kan være traumatisk. Børn, der oplever en manglende evne til at beskytte sig selv, eller som manglede beskyttelse fra andre for at undgå konsekvenserne af den traumatiske oplevelse, kan også føle sig overvældet af intensiteten af fysiske og følelsesmæssige reaktioner. Børn kan føle rædsel, hjælpeløshed eller frygt, såvel som fysiologiske reaktioner såsom hjertebank, opkastning eller tab af tarm- eller blærekontrol.
Traumatiske oplevelser kan sætte gang i stærke følelser og fysiske reaktioner, der kan vare ved længe efter hændelsen. Traumatiske reaktioner kan omfatte en række reaktioner, såsom intens og vedvarende følelsesmæssig forstyrrelse, depressive symptomer eller angst, adfærdsændringer, vanskeligheder med selvregulering, problemer med at relatere til andre eller at danne tilknytninger, regression eller tab af tidligere erhvervede færdigheder, opmærksomhed og akademisk vanskeligheder, mareridt, problemer med at sove og spise og fysiske symptomer, såsom ømhed og smerter. Ældre børn kan bruge stoffer eller alkohol, opføre sig på risikable måder eller engagere sig i usund seksuel aktivitet.
Ingen børn er immune over for virkningerne af traumatiske oplevelser. Selv spædbørn og småbørn kan opleve traumatisk stress.
Uden behandling kan, ved gentagen eksponering af traumatiske hændelser i barndommen, det påvirke hjernen og nervesystemet og øge sundhedsrisikoadfærd (f.eks. rygning, spiseforstyrrelser, stofbrug og højrisikoaktiviteter). Forskning viser, at børn, der overlever ubehandlet traumer, kan være mere tilbøjelige til at have langvarige helbredsproblemer.
Børn har brug for nærværende og tilstedeværende voksne, der kan hjælpe barnet med at regulere sig følelsesmæssigt uanset alder. Intet barn klarer den opgave selv uden at det har store konsekvenser.
Traumatisk tilknytning forårsager ikke kun brud i et barns forhold til dets omsorgsperson(er), som typisk er forældrene, der fx kan være en selvcentreret mor og en narcissistisk far. Det forårsager også et brud i relationen til barnet selv. Det betyder, at barnet, fra tidlig alder, er nødt til at benægte og fornægte den del af sig selv, der ønsker at blive elsket, der har brug for kram, trøst eller beroligelse mv.
Når et barn er ked af det, trist, vred eller lignende, så vil vi, som regel, opdage det, da børn generelt ikke gode til at skjule deres følelser. Barnet er nødt til at fornægte sine følelser for ikke at komme til vise dem eller afsløre hvordan det virkelig har det, så der skabes et split i barnet, så barnet ikke kan mærke følelserne, for ikke at afsløres. Med ustabile eller på anden måde skræmmende forældre, så ønsker et barn ikke at afsløre noget som måske kan fremkalde det næste skræmmende udbrud fra deres omverden.
Denne adaptive forsvarsmekanisme, også kaldet fragmentering, som er fornægtelsen af barnets selv, der er følelsesovervældet og behandles som værende værdiløs, denne fornægtelse hjælper barnet med at blive til det, der er det sikreste for barnet.
Dette er kimen til relations og tilknytningstraumer - og ved langvarig og vedvarende belastninger af barnet udvikles c ptsd symptomer.
Copyright © 2024 Sommer Terapi - Alle rettigheder forbeholdes.
Powered by GoDaddy